Barracuda på børnestangen
- en rigtig lystfiskerhistorie
Rig: Bluecod monteret på 3m. forfang under colaflaske
Sted: Queen Charlotte Sound, New Zealand
Vejr: Let brise og solskin
Vand: Krystalklart og køligt
Jo, den er skam god nok. Jeg fangede engang en barracuda med en børnestang, mens jeg var på ferie på New Zealand.
Ferien tog en uventet drejning
Jeg var ca. 21 somre dengang vi var på jordomrejse. Vi havde startet i Thailand med at tage dykkercertifikat. Efter Thailand havde vi et par måneder med at rejse rundt i Australien, inden vi tog til New Zealand. Vi havde aftalt at mødes med en New Zealandsk kammerat Calum (Jeg lærte ham at kende, da jeg som 18-årig var skibums i Hemsedal, hvor Calum også arbejdede). Vi skulle bo hos Calum, som hentede os ved lufthavnen. Han havde planlagt at fejre nytår med en flok kammerater i en motorbåd i Queen Charlotte Sounds - nogle fjorde i den nordlige del af Sydøen - vi blev inviteret med og var selvfølgelig temmelig tilfredse med situationen.
10 mand, en masse sprut, en stor motorsejler og fiskestænger
Efter et par dage hos Calum i Tauranga, kørte vi mod Wellington til en overnatning hos Calums forældre, inden vi næste dag skulle mødes med "The Guys" ved Queen Charlotte Sounds på Sydøen - vi var super spændte.
Da vi ankom stod der en stor bunke mad, sprut og bajere på parkeringspladsen, hvor vi skulle mødes.. og vi kunne snart høre, at drengene var gået ind på den lokale pub til en spil pool, mens de ventede vores ankomst. De var allerede i vel godt humør. Vi blev præsenteret for hinanden, og følte allerede, at disse gutter var nogle vi kunne forstå.
Snart fandt vi vej ned til lystbådehavnen, hvor vores store motorbåd med plads til ti lå og ventede på os (Nuvel... der var vel kun egentlig seks køjepladser, men der blev da plads til alle).
Steve "I'll do it" og Dion fik et lynkursus af udlejer, mens vi pakkede grej og proviantering ombord.
Der gik ikke lang tid, før alle mand var ombord, og vi var klar til at lægge fra kaj - SUPER fedt. Fem dage med lækkert vejr og super sjove gutter var på vej.
Krystalklart dybt vand med delfiner, sæler osv...
Efter at have sejlet i blot en times tid standsede vi båden for at bade i det krystalklare vand. Det var virkelig lækkert, men ja... der var masser af sæler, delfiner og spækhuggere - dyr som oftest også deler badevand med den store hvide haj. Heldigvis havde vi på dette tidspunkt kun anet nogle delfiner langt væk fra båden, så vi plaskede og badede uden frygt - det var bare lækkert.
En stiv skipper med snuden for langt fremme
Efter vores lille badestop, var det allerede tid til at finde vej til en lystbådehavn for at overnatte. Vi var først kommet afsted lidt hen på eftermiddagen, så det var ved at være spisetid.
Vores styrmand Steve havde vel fået lidt rigeligt indenfor vesten... noget New Zealændere åbenbart har et meget afslappet forhold til, når de er på hawe. Der blev lystigt råbt kække kommentarer, da Steve, med en god sidevind navigerede båden mod havnemundingen. Vi fik rigeligt opmærksomhed fra lystsejlere der hyggede sig med grilning på havnen. Det gik sådan set fint for Steve indtil en sidevind fik fat i båden som nu styrede direkte mod siden af en anden sejlbåd, som lå ved kaj i lystbådehavnen. Langsomt men sikkert kom vi direkte mod båden, for til sidst at ramle direkte ind i siden på den - bump! En temmelig utilfreds skipper kom styrtende, men hans vrede blev hurtigt til tristhed, da han så, at vi havde lavet et hul i hans båd... brrrr! Vi fik ringet til udlejer, som var godt forsikret, og vi kunne lægge båden til kaj uden yderligere problemer... det gik faktisk næsten for let.
Aftenen gik med at grille, drikke og bade i den hyggelige lystbådehavn. Steve "I'll do it" kunne bl.a. prale af at lave maveplaskere fra toppen af båden - vel ca. 4 meter... en knaldrød mavse kunne fortælle at det gjorde av... men en flaske whiskey havde sikkert bedøvet ham så rigeligt.
Delfiner, kammuslinger - lækkerier
På andendagen fik vi hurtigt spist morgenmad og kom fra havnen.. Der skulle ske noget, og vi skulle have fuldt udbytte af denne dag, når førstedagen blev så kort.
Da vi havde sejlet lidt ud i kanten af fjorden, så vi noget af det fedeste, jeg har oplevet. En hel flok store bottlenose delfiner havde bestemt sig for at lege med os, og de kom helt hen til båden til vores kæmpestore jubel. Vi kunne næsten røre dem, men de lod os ikke helt gøre det. De trak stille væk, så vores fingre aldrig kom tættere end ca. 20 cm fra dem. Efter at have beundret dem i ca. 20 minutters tid standsede vi motoren for at springe i vandet og bade med dem. Jeg var den eneste, der hoppede i til de store dyr, men til min ærgrelse fortsatte flokken videre og var væk, før jeg nåede at lege mere med dem. En kæmpe oplevelse, som jeg aldrig glemmer.
Hen på eftermiddagen fandt vi en lille "kammuslingetrawl" frem. Den var venligst udlånt af udlejeren, og den skulle da prøves. Efter at have trawlet efter kammuslinger i vel ca. en times tid, havde vi friske kammusliner nok til at alle mand kunne spise løs - SUPER lækkert.
Denne aften lå vi for anker i en bugt, og aftenen gik igen med badning, øldrikning og råhygge.
Endelig skulle der fiskes
Vi var henrykte, da dagen kom, hvor der skulle fiskes. Vi havde kun et par fiskestænger og en lille børnestang af den type, som man kan købe i legetøjsforretninger... ikke det bedste gear til dette vand. Der var masser af fisk - "Blue Cod" hed de, og vi havde snart fanget til aftensmaden til alle mand.
På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde fanget en klase tang eller noget, og da jeg fik halet ind, sad der en ottearmet blæksprutte og omklamrede min madding... det var vel en blæksprutte på ca. 2-3 kilo, så ikke noget monster, men rigtigt sjovt at se den på dækket, inden den fik møvet sig ud over rælingen og tilbage til fjorden.
Der skulle fiskes vildere
Efter at have fanget tilpas med Blue Cod skulle der ske noget mere. Det begyndte at kede mig, at blive ved med at hive den samme slags fisk op, så jeg gik i gang med at rigge den lille børnestang til. Vi havde set nogle pænt store barracuda'er svømme omkring båden... og sådan en skulle jeg da se, om ikke vi lige kunne fange. De andre var noget skeptiske overfor mit projekt, og der blev sat pilsnere på højkant.
Jeg startede med at flette et forfang af den noget tynde monofilline, som var monteret på børnehjulet. (Det var vel egentlig ikke en børnestang, men blot en helt let mindre stang, som du ser den på billedet). 3 flettede forfang blev flettet sammen til et endnu tykkere forfang, og en trekrog blev sat i enden. Et par meter over trekrogen monterede jeg en 1l. colaflaske, og en levende blue cod kom på krogen.
I vandet kom mit rig, og det fik lov til at flyde væk fra båden. Jeg kunne se, hvordan agnfisken svømmede rundt med colaflasken. Efter ca. 15 minutter forsvandt colaflasken under vandet uden varsel - det ene øjeblik lå den og flød - det næste var den bare væk. Opdriften i colaflasken har sikkert medvirket til at give modhug, og da jeg tog den lille fiskestang, skal jeg love for, at der var fisk på. Bremsen blev løsnet, da jeg frygtede at den billige fiskestang ville knække. Fisken kæmpede helt vildt og havde trukket det meste line af hjulet, da den langsomt begyndte at vise tegn på træthed. Jeg kunne ligeså stille begynde at hale linen tilbage på spolen, og efter vel ca. 15 minutters kamp, kunne vi se en pæn barracuda i det klare vand - min første og eneste barracuda hidtil... og så på en børnestang. Jeg vandt selvfølgelig væddemålene som var væddet forinden, omkring om det nu også kunne lade sig gøre at fange en barracuda med børnestangen ;) Og unødvendigt at sige, at det var nogle overordentligt skønne øl at drikke efter at have sat de lokale på plads ;)
En lækker tur som jeg aldrig vil glemme
Vi havde stadig nogle dage på båden, og fejrede bl.a. nytårsaften forankret i en bugt - svømmede hjem til båden efter at tilbragt natten på den lokale pub. Det havde været den mest mindeværdige tur jeg nogensinde har været på:
- svømmede med delfiner
- svømmede med sæler
- fangede barracuda på børnestang
- fiskede kammuslinger
... og så mange andre minder, som jeg altid vil huske... sådan en tur, der får en til at tænke over meningen med livet.
Tak fordi du læste med. Det var svært at fatte sig i korthed.
Knæk og bræk!
Mvh.
Michael