En lækker lækker tur efter hornfisk
- fisketur efter hornfisk i Limfjorden
Dato: 14. maj 2015
Sted: Limfjorden
Sats: Hornfisk
Vejr: Næsten vindstille med klar solskin - havblik
Grej: Sømmet og Stripper blink med hornfisketweak
Afsted mod en havblik Limfjord med MASSER af hornfisk
Det var midt på formiddagen før vi kørte mod Limfjorden med kajakkerne på taget. Vi havde smurt madpakker, pakket kolde colaer - polaroidbrillerne var pudsede.... Vi glædede os meget til denne tur, med så flot en vejrudsigt, og velvidende, at der var masser af hornfisk på destinationen på Limfjordens nordlige side. Vi havde en tur derud en god uges tid forinden, men da var der endnu ikke mange fisk at hente. Min nabo kunne et par dage efter berette om rigelige mængder af fisk - så de ankom nogle få dage efter vores sidste tur.
Dagens plan - grejet og metoder
Vi havde planlagt fiskeriet, så vi kunne sejle ud med fralands"vind". Jeg havde medbragt min syvfodsstang til at fiske med sildestrimler, mens jeg havde min nifods spinnestang med til at prøve nogle af de forskellige grejer, jeg har fået af www.fiskegrej.dk - især "Sømmet", som er velegnet til lidt hurtigt spin, som jo ofte kan lokke de legende horn til hug.
Mit mederig til sildestrimler
Jeg havde lavet et helt simpelt rig med et helt lille flåd - jo mindre jo bedre til mig her. Jeg har som hovedline en 0.08 fletline, men mederigget laves på en 0.25 fluorocarbon - jeg er ude på at overliste fisken, så jo mere usynlig jeg kan gøre rigget jo bedre.
På forfanget starter jeg med at lave en perfect loop, som kan sættes på den lås, jeg har på hovedlinen. En endnu bedre løsning, ville være at binde forfang og hovedline sammen med to uni-knuder... så ville linen ikke synke. Men siden jeg ofte fisker rigget lidt aktivt, når linen ikke at synke, når jeg fisker.
Nu sætter jeg tingene på forfanget sådan:
1: Flådstop
2: Flåd
3: Flådstop
4: Lille trekrog af god kvalitet.
Ca. 50cm fra trekrogen sætter jeg et par små klemmebly så flådet nøjagtigt kun lige stikker over vandet.
Blink med hornfisketweak
Jeg havde hjemmefra bundet en 5-10 cm. fluorocarbonline direkte på mine blink. På stripperne har jeg putttet lidt mindre springringe og på Sømmet, havde jeg bundet det direkte på blinkets øje uden springring. Tricket har jeg skrevet om så ofte før, og mange af jer kender det helt sikkert i forvejen. Det er et ganske velkendt og gammelt kneb til lettere at kroge hornfisken. Fiskens næb glider over blinket og klapper sammen omkring linestykket og videre ned til en mindre trekrog, som kan sidde i næbbet.
Ankomst til fjorden med totalt havblik
Der holdte allerede et par biler parkeret på p-pladsen, men det gjorde intet - der er masser af plads og MASSER af fisk til alle. Det viste sig at være naboen fra Thise, så det var bare hyggeligt.
Vandet lå så havblik, som det er muligt. Det var helt klart og virkelig lækkert - man fik helt lyst til at hoppe i baljen.
"Fregatten Nordjylland" og "Nordjyllandskaperen"
Vi fik endelig navngivet den sidste kajak også. Min grønne brede Galaxy Tandem hedder "Fregatten Nordjylland", da den fuldt pakket er noget af en skude. Den nye Explorer fik navnet "Nordjyllandskaperen".
Få de kajakker i baljen - det kan kun gå for langsomt!
Der gik ikke mange minutter, før vi havde klargjort to stænger hver, pakket kajakkerne ordentligt op, og klar til at låse bilen og lægge fra land. Det er altid en oplevelse, når det eneste bevægelse i vandet, skyldes ens egen rumsteren. Jeg fik sat mig i højstolen og Diller.
Vandet kogte - hornfisk over ALT!
Allerede på en lille meters dybde så vi de første hornfisk lege i overfladen. Det blikke vand gjorde, at vi kunne spotte den mindste aktivitet i overfladen - men aktiviteten var høj. Stort set når som helst kunne man spotte en lille gruppe horn lege i overfladen et eller andet sted.
For lettere at kunne fiske, fortsatte vi ud på lidt mere vand - ca. to meter. Her kunne vi lettere komme til at kaste og undgå det ålegræs og andre trælse (for lystfiskere) gevækster.
Allerede i andet kast meldte første fisk sig
Diller fiskede med den hvidlige stripper med reflex på den ene side - samme rig med snøren mellem krog og blink. Allerede i andet kast var der en hornfisk med ind, så vi var pænt glade for, at alle de hornfisk vi kunne se lege, altså også var klar til at hugge. For jeg har siddet derude med ligeså mange horn omkring mig - og da ville de SLET ikke bide overhovedet.
Sømmet kaster godt og fanger... godt
Jeg synes ikke, jeg fangede helt så meget som Diller - bevar's - der kom da fisk i nettet, men jeg synes det gik lidt for langsomt. Jeg fiskede ellers til at starte med, med præcis samme Stripper som Diller. Jeg skiftede til Sømmet - den hvide og lyserøde og ikke som gennemløber. Jeg skal love for, at den lige kaster en tand bedre end Stripper.. som ellers også kaster ok.
Første kast gav jeg den fuld skrue ind. Et vildt ryk med stangen, som nok har kastet Sømmet 2 meter frem, lokkede den første store fede hornfisk til hug. De efterfølgende kast gav også fisk, så der var godt med fisk omkring mig. Jeg lavede indimellem sådan et kraftigere ryk med stangen og meget ofte førte det til hug bagefter, så det er værd at prøve, hvis du døjer med at lokke dem på alm. vis.
Frokostpause på blik vand
Efter nogle timers fiskeri bestemte vi os for at holde frokostpause. En elastik mellem kajakkerne og frem med kolde colaer og æggemadder. Det var vildt at sidde sådan i solen og så stille vand med hornfiskene springene omkring ørene på os.
Fiskeriet fortsatte med samme tempo
Vi fiskede vel 4-5 timer med rigtigt flot vejr, før det slog om, og vinde drejede, så der kom lidt krusninger. Diller havde ondt i røven, fordi han ikke har fået lavet et kongesæde som jeg. Men vi bestemte os for, at der jo også skulle renses en baljefuld hornfisk, så det var ok for en rigtig fin dag på fjorden.
48 horn til glæde for familie og gode venner
Efter landgang fik vi talt vores balje med lækre fisk op, og vi var kommet op på 24 pr. mand. Ikke tosset bonus for en så skøn eftermiddag på fjorden. Jeg fik dem rimelig hurtigt renset ved mit behagelige rensebord på gårdspladsen. De første er røgede og spist og smager fantastisk. En af nærmeste dage skal vi have dem panerede og smørstegte. Store og fine var de fleste. Hvilken herlig fornøjelse, at kunne hente sådan et måltid hjem til familie og venner ganske gratis - bæredygtigt og sundt.
Tak fordi du læser med! Hjæl med at vurdere artiklen ved at klikke på stjernerne i toppen af siden.
Har du spørgsmål eller gode tips, så skriv blot i kommentarfeltet herunder eller på facebook :)
Mvh.
Michael