• Makrelfiskeri
På hawe med Diller og Lasse

På hawe med Diller og Lasse

5.0/5 rating 1 vote

- pilketur fra Løkken

Så kom vi på pilketur efter torskIgår var jeg inviteret på en tur i Lasse og Dillers båd. Jeg har været med to gange før, men der var vejret ikke optimalt - bedre gik det denne gang.

Sted: Nordvest for Løkken
Dato: 3. september 2017
Sats: Torsk, makrel (bonito)
Vejr: 2-3m/s vind fra øst. Let skyet.
Grej: Pilkestænger/pirke + Spinnestang/glideflåd

Afsted mens havet er blik

Vækkeuret ringede klokken 5. Jeg havde en aftale i Løkken kl. 6.15, og på den tid af dagen, skal jeg altså lige have en kop kaffe indenbords (... og så lige et par skiver rugbrød med spejlæg). Vi havde aftalt en småtidlig afgang, så vi kunne nyde en forhåbentlig stille morgen, og hurtigt kunne komme til fiskepladsen som ligger en times sejlads nordvest fra Løkken. Drengene havde lige fået plottet et væld af pladser ind på computeren, og disse lå ret tæt på hinanden derude.
Vi kørte nedad Nordre Strandvej i Løkken. Det er her de fleste småbåde sætter i vandet. Der ligger lige nu to gamle vrag synlige... bare så man ikke glemmer de vise ord "Kun en tåbe frygter ikke havet".

Søsat og derud over det blå

Det gik som smurt at få båden i hawe. Der var et hestehul i revlen, som de lokale bruger, når der skal sættes ud. Havet lå ikke helt fladt, men fladt nok til at båden kunne få lidt fart på. Jeg var som sædvanlig galleonsfigur og sad i stevnen som modvægt... så skøjter båden så fint. Dog var der nogle store flade bølger, så jeg lige måtte holde ekstra godt fast indimellem, når fronten tog luft for bagefter at klaske hårdt mod næste bølge. Men det gik fint, og vi kom hurtigt ud mod fiskepladsen.

Masser af fiskestimer

På vej udad så jeg mange fiskestimer. Både flygtende småfisk, men også stimer af større fisk - sikkert makreller... Det gik lidt stærkt... Men det var fedt at se, at der i hvert fald var fisk i vandet herude... Jeg havde knap vinket til Lasse, fordi jeg så en stime makreller, før han cirklede rundt.. Jeg troede vi ledte efter makrellerne, men vi var allerede på første fiskeplads ca. 15km. ude. Det havde været lidt sløjt på de sidste par ture, men denne gang var havet i hvert fald mere roligt, og vi kunne fiske uden at pirken hang slæbende efter båden i overfladen.

Grejet

En ophænger til torsk - og så lige en pil-selv-rejeJeg havde lånt Lasses pilkestang... Monteret med et af de forfang med 4 blæksprutter - og så en ordentlig tung pirk i enden. Man skal lige vænne sig til sådan et havhjul, når man er vant til at stå med de små syvfodsstænger. Det virkede lidt akavet til at starte med... men man vænner sig jo til det meste, og der var ca. 20m. vand, så det ville blive nogle lange ture ned og op med håndlinen. Som agn brugte vi hele skalrejer. Det gør de fleste i området. De kommer blot på pirk og ophængere på letteste vis og virker ganske fremragende, selvom man nu nok kan fange torsk uden.
Desuden havde jeg lige nappet min spinnestang med glideflådet monteret... Tænkte, at det jo KUNNE være vi fangede en lille makrel eller sild, som kunne gøre sig godt som agn efter et eller andet lidt større... Man skulle nok være godt heldig, men hvis man ikke prøver, fanger man i hvert fald ikke - det er ganske vist.

Endelig tid til at fiske

Så skønt at pilke lidt efter torsk.Vandet var ok klart, og man kunne følge pirken forsvinde nogle meter ned i dybet. Vi havde bare fisket et par minutter før Diller havde den første fisk på. En mindre torsk havde fået lyst til pil-selv-rejer.. lidt for lille, så den fik sin frihed. Ikke lang tid efter mærkede jeg lidt svagt nippen dernede. Et vip med stangen og endnu en lille torsk var kroget og genudsat.
Kort tid efter, var der noget tungere på Dillers stang. Vi vurderede udfra farven i hans hoved fremfor bøjningen på stangen - og der kom faktisk lidt sved på panden. Endelig en ordentlig torsk, som var værd at tage med hjem.
Der var lidt langt imellem dem, men det var super hyggeligt endelig at være med ude at pilke torsk.

Makreller i massevis

Der var masser af makreller i hawe denne dag. De var overalt.Vi havde fået lidt små hug på vej nedad... og vi fandt hurtigt ud af, at der vrimlede med mindre makreller, som kun lige akkurat holdte målet.... mine favoritter på stegepanden, så dem skulle vi da fiske lidt efter også. Diller havde makrelforfanget klar på hans anden stang, og der var øjeblikkeligt kunder på alle ophængere. Efter at have set Diller rykke et par håndfulde makreller op, og mig uden torsk, fik jeg travlt med at få skiftet mine blæksprutter ud med makrelforfang. Og der gik ikke lang tid, før vi stod to mand og fangede rigeligt med makrel... Der var faktisk så rigeligt af dem, at vi efter en times tid skiftede tilbage til torskeophængere, så vi kunne fange lidt torsk også.

Ny fiskeplads

Da torskefiskeriet, som nævnt, var lidt småfesent, bestemte vi os for at sejle videre til en af de andre fiskepladser i nærheden. Det tog bare fem minutter, før Lasse igen cirklede båden rundt for at ligge godt til at drive over pladsen.
Vi fik hurtigt pirkene mod bunden og der gik ikke mange minutter, før vi begyndte at fange lidt pæne torsk. Når man driver på den måde, kommer og går de, så når de var der, havde vi travlt - for kort tid efter at have rigtigt langt imellem dem.

Den flotteste røde knurhane

hestemakrelPå et tidspunkt, men jeg var ved at løse lidt kludder, blev Diller rød i hovedet igen. Den bøjede havstang bekræftede, at der var noget der trak i den anden ende - og det var ikke moder jord, som ellers ofte giver en god fight, når man driver over rev og vrag. Jeg lagde grejet fra mig for a hjælpe med at lande noget der lignede en ok torsk (udfra stangens bøjning, og den lyse røde farve i hans ansigt).... og ja - jeg er med på at der er forskellige syn på, hvad der er en god torsk.. For novicer som mig, behøver de ikke være ret store, før jeg synes de er store. Men da fisken kom til overfladen, var det en kæmpestor rød knurhane med den flotteste røde farve. Den havde en størrelse som sagtens kunne konkurrere med nogle af de største jeg lige har kunne finde på Google. Inden jeg nåede at gribe fat i fisken, gav den et elegant spjæt med halen - det var hvad der skulle til for at få friheden, og den smukke fisk svømmede hurtigt ned mod bunden... Den ville jeg da gerne have smagt på senere, men tanken om at den smukke fisk stadig svømmer rundt i havet er nu heller ikke så tosset...


Tiltagende vind - tid til ind

Der var lækkert havblik fra morgenstunden - her en torsk.Efter at have prøvet et par forskellige pladser med helt udmærket fiskeri, begyndte vinden at tage en lille smule til.... Sikkert ikke noget, som ville få de mere garvede torskepilkere til at søge indad, men nok til at vi, som novicer i båden, valgte at pakke. Der var rigeligt med fisk i baljen til at vi kunne kalde det for en super tur, og ingen grund til at blive... Der var jo en god sejltur ind, og vandet på Vesterhavet kan skifte fra blik til grusomt på et splitsekund. Det har jeg nogle gange oplevet i kajakken, og har efterhånden fundet ud af, at når man synes, at det er tid efter blot et enkelt mere kast, skal man istedet pakke og søge ind. Man kan ikke sige det nok - "Kun en tåbe frygter ikke havet". og jeg har den sundeste respekt for det, efter at være vokset op i Løkken og ofte har hørt om-, og set at folk rent faktisk drukner her, når uheldet er ude.

Sikkert i land og tid til rengørring

Vi kom i land på fineste manér selvom der var lidt mere råt, end da vi søgte udad tidligt den morgen. Jeg fik lov at få hele fangsten med hjem - så var der lidt til fryseren, og jeg er meget taknemmelig. Vi ELSKER at spise fisk herhjemme.
Jeg satte mig ved mit rensebord i haven, mens mor Pia og Bastian hjalp til. Bastian min treårige er ikke bleg for at røre ved fangsterne. Han skulle bare høre "Stikker de?", fordi jeg havde fjæsinger med sidste gang. Og da der ikke var fjæsinger, stak han hurtigt begge arme helt ned i murerbaljen med alle fiskene, og greb den største han kunne finde. Dejligt at se, at han ikke er bleg for at få lidt fisk på fingrene. Jeg har flere kammerater som er væsentligt mere fimsede på den konto ;)

Første omgang fish & chips vel indtaget

Vi har i aften spist fish & chips... salaten var 5-10 tomater til hver direkte fra planterne i udestuen inden aftensmaden. Det smagte helt super og der var både eddike og tartarsauce at dyppe i. Jeg glæder mig allerede til næste gang fish & chips... og til næste fisketur.
Vi fangede iøvrigt 70 små stegemakreller og 15 pæne torsk, hvor den største vel var på ca. to kilo. Den ligger i fryseren og bliver ikke spist, før den kan udskiftes med en ny, for jeg vil have torsk til nytår i år...

Tak fordi du læser med.

Hvis ikke du i forvejen følger med på min facebookside, så giv den et "like" Så får du automatisk besked, når jeg har nyt på tapetet.

Knæk og bræk!

Med venlig hilsen
Michael - Jydefiskeren