Solskin og sølvskind i Mariager Fjord
På havørredjagt med guide!
Dato: 30. april 2018
Sted: Mariager Fjord
Vejr: Skyfrit - 2-3m/s
Sats: Havørred og måske hornfisk
Våben: Savagear Sandeel, snurrebasser, ophængerfluer
Vi fandt hurtigt en dato for hvornår vores havørredtur skulle holdes, da guide Niels fra Letsgofishing.dk sendte beskeden om at det var tid. Det blev søndagen efter Store Bededag, og det kom vi ikke til at fortryde, for vejret var alt for lækkert, og der var også lidt liv i Mariager Fjord... omsider haha.
Først på dagen... kaffetid
Jeg skulle simpelthen sådan tisse kl. 03.40... Vækkeuret var sat til 04.00, for jeg skulle mødes med Flemming kl. 05.00. Jeg tog en hurtig beslutning og bestemte mig for, at på de ekstra tyve minutter, kunne jeg nå, at slubre en af de store kopper kaffe.. Så det var ikke meget søvn jeg fik mig denne nat. Til gengæld skulle der endelig fiskes. Det har været alt for lang tid siden, jeg har været afsted. Endelig skulle støvet vaskes af fiskegrejet.
Grejet og gode tips fra guiden
Flemming og Niels havde waders på - kan godt lide at fiske lidt fra kysten, når vi er afsted. Jeg kan personligt rigtigt godt lide den solstol jeg sidder i på dækket af min kajak. De to andre havde både fluestænger og spinnestænger med. Jeg havde bare min Fenwick Ironfeather 9fods og min nye firdelte Reliant 5-20 gram på syv fod. Den har en dejlig blød aktion, som jeg rigtigt godt kan lide. Bevar's.. nogle vil måske sige, at man bedre kan sætte krogen med en lidt stivere stang... Det bekymrer mig ikke så meget... krogen sætter sig, når den sætter sig og jeg synes det er evigt morsomt med sådan en blød stang.
Endegrej - snurrebasser og sandål
Denne dag havde jeg allerede bestemt mig for, at prøve Savagears Sandeel, som jeg fik af Fiskegrej.dk. Det er nogle lidt kostbare gennemløbswoblere, men når man pakker dem op kan man rigtigt se, at det virkelig er nogle flotte tobisimitationer. Og da guide Niels fortalte at disse også er nogle af de bedste våben til spin i fjorden var der ikke så meget at rafle om. Jeg ville hovedsageligt bruge dem på 15gr. da de passer bedst til min Reliant stang. Jeg medbragte også nogle af den større model på vist 19 eller 20 gram - dem kunne jeg bruge med min Fenwick, skulle lejligheden byde sig. Et andet blink som også var i tale, var Snurrebassen - de små størrelser blev anbefalet af guiden. Så jeg havde selvfølgelig nogle snurrebasser med i kassen også. Desuden blev vi anbefalet at have nogle ophængere på..
Kobberbassen blev anbefalet. Sådan nogle havde jeg ikke, men Niels og Flemming havde heldigvis rigeligt til at jeg kunne låne en af deres hjemmestrikkede. Min ophænger blev monteret på mit fluorocarbon forfang på ca. 80cm. For enden en Owner S61 krog str. 1 med en lille splitring --> Så en perle --> næst en Savagear Sandeel, snurrebassen eller anden gennemløber. I den anden ende af forfanget monterer jeg først et lille flådstop --> så en lille svirvel --> og endnu et flådstop. Nu kan man binde en linetjavs i svirvlen og sætte fluen derpå. Som med en ophængerknude kan ophængeren nu glide ned til blinket, når fisken hugger på den. Dette setup fungerer ganske fint og ophængeren voldte på intet tidspunkt bøvl af nogen art.
Som altid skulle der fiskes varieret men ofte forsøges med langsomt spin og spinstop.
Vel mødt ved Mariager kl. 06.30
Flemming og jeg ankom på den lille p-plads bare fem minutter før guide Niels dukkede op. Vi fik en kop kaffe, mens vi stod og beundrede som fjorden stod blik. Det var en meget smuk morgen. Vi snakkede lidt om, hvor og hvordan der skulle fiskes.... det skulle ende med at blive en helt fornuftig padletur, som jeg stadig kan mærke lidt i skulderen haha.
Med solstol og gopro
Endelig skulle jeg have testet min nye solstol til kajakken. Jeg har længe ledt efter en som kunne passe perfekt - og det gjorde denne... efter et kort møde med vinkelsliberen og lidt gaffatape. Desuden har jeg anskaffet mig en action-kamera som skulle være bedre til kajakfiskeri end Iphone. Noget som jeg lige skal vænne mig lidt til, men er sikker på, at med lidt øvelse skal der nok komme lidt mere video.
Afsted på en blik Mariager Fjord
Det var en stor fornøjelse af padle afsted på en fuldstændig flad Mariager Fjord. Vandet var krystalklart og det føltes rigtigt lækkert at padle i. Vi skulle padle 20-30 minutter før vi var på den første fiskeplads. En lille bugt som så meget lækker ud. På bunden var der masser af variation med blåmuslinger og kutlinger i massevis - og enkelte af de petroleumsblå børsteorme, som jeg ikke ved hvad hedder. Niels og Flemming gik på land for at fiske med flue fra kysten. Jeg lod kajakken stille og roligt drive mens jeg kunne fiske min savagear wobler med ophænger til alle sider. Jeg sad alt for godt til at gå nogen steder.
ENDELIG skulle der fiskes
Vi havde set et par fisk i overfladen, så her var i hvert fald havørred. Det er altid rart at se fiskene, så man VED at der er noget at fiske efter. Jeg fiskede lidt langsomt - så lidt hurtigt. Nøk nøk og lidt spinstop, men fik ikke noget at føle de første måske 20 kast. Jeg padlede en smule op mod den stille vind igen, for at drive den samme tur igen. Efter et par kast, havde jeg et godt hug, som desværre ikke fik sat krogen ;) Men det var fedt at mærke, at fiskene i hvert fald var mulige at få til at hugge og at det kunne lade sig gøre med denne Savagear Sandeel i naturlige farver.
Niels havde mærket en god fisk på sin fluekæp, men heller ikke han fik sat krogen på en fisk som han mente havde en helt fin størrelse.
Da vi havde fisket på denne plads nogle timer, bestemte vi os for at hente det medbragte forplejning og padle over på den anden side af fjorden for at fiske på en god plads, hvor der sjældent var mange andre lystfiskere. (Vi mødte blot to andre på den første spot).
Uden mad og drikke...
Da vi havde padlet en ret så god tur over fjorden og et par kilometer på langs, nåede vi den næste plads. Der stod allerede tre mand i waders og fiskede, og de fangede faktisk hele to mindre havørreder, mens vi padlede mod land for at spise frokost. Guide Niels fik startet op i sin medbragte grill og snart blev der disket op med lækre pølser og kølige mandfolkeøl med kraver. Alt for lækkert.
Fiskeri på den nye plads
Den nye plads var også en lille lækker bugt. Vandet her var noget mere grumset, og det tang som ikke var på den anden side, var åbenbart drevet herover. Der kunne sagtens fiskes - blot var det ikke perfekt flot som der hvor vi kom fra. Efter kort tids fiskeri så vi lidt aktivitet i vandet, og snart havde Flemming en fisk som bed på Westin 360 i "Tyskerfarver" (I øvrigt fangede Flemming to fisk på ca. et kilo hver på denne agn sidste gang vi var i fjorden). Og præcis samtidig havde jeg en fisk på min Sandeel wobler. Begge fisk var små, men det var super fedt at mærke dem hugge.
Vi fortsatte på pladsen i vel en god times tid, før vi bestemte os for at prøve en sidste plads tilbage på den anden side af fjorden, hvor vi satte kajakkerne i vandet.
Den åbne plads - sidste chance
Denne fiskeplads var lidt mere åben. Det klare vand var tilbage og bunden her så uendeligt lækker ud. Der var lidt mere vind end tidligere, og guiden mente nok at det kun kunne være en fordel. Niels og Flemming gik på land - jeg sad i kajakken og drev ligeså stille langs med kysten. Efter at have affisket stedet ret godt var jeg så småt begyndt at overveje, om det snart var tid til at padle tilbage mod bilerne... Men vandet så så lækkert ud, at jeg lige måtte give Snurrebassen et forsøg. Det blev en no 2 med brun ryg og hvid mavse... Det er fedt, som man kan mærke snurrebassen trække ved spinstop. Allerede i andet kast, blev min snurrebasse taget i et rigtigt lækkert hug - og det var lige midt i et spinstop. Fiske trak rigtigt godt, og jeg fik selvfølgelig ikke mit gopro til at lystre kommandoen "Gopro START RECORDING!" så fighten kom ikke med på kameraet. Men skidt pyt. det var super fedt at mærke en fisk af en nogenlunde størrelse på min nye fiskestang... Jeg fik snart fisken ind efter et par gode træk - og op kom en smuk fed havørred på 46cm. Ikke nogen kæmpe, men for mig, som har jagtet rundt efter havørred uden helt utallige gange var det en kæmpe. Endelig, og jeg kunne komme hjem med en fisk at vise til bettemand og mor Pia som ikke satser på at jeg hjembringer aftensmaden, når jeg skal fiske efter havørred...
Hjem efter en meget lækker dag
Efter at have fanget min fisk, kunne jeg med god ro i sindet pakke sammen på pladsen og padle tilbage mod bilen. "Man skal stoppe mens legen er god" - og legen havde været rigtig god denne dag, og jeg havde ingen problemer med at afslutte fiskeriet klokken 17 efter ti timers fiskeri på fjorden og en flot fisk i baljen - endelig!
Tak fordi du gider læse med :) - husk at følge mig på facebook på min side her
Med venlig hilsen
Michael - Jydefiskeren