Fjæsing (Trachinus Draco)
- håndtering og tilberedning af fjæsing
Sæson: Juli - august
Giftig: Ja - der findes giftpigge på ryggen og gællelåg
Spisefisk: Jeps - når pigge er fjernet er alt lækkerier.
Om fjæsingen
Fjæsingen er en elsket og hadet fisk. Hadet pga. frygten for at blive stukket og elsket af de som kender til fjæsingens pragtfulde hvide faste kød, som er en delikatesse i flere andre lande.
Fjæsingen befinder sig for det meste på lidt dybere vand, end badegæster normalt færdes i (4-25 m), men om sommeren i juli og august kommer de helt ind langs kysten for at gyde, og det er netop her, at folk kommer til at træde på dem, når de i dagtimerne ligger let begravet på sandbunden.
Vær forsigtig!
Fjæsingen har nogle giftpigge. På rygfinnen er de to forreste pigge giftige og så sidder der to giftpigge på gællelågene, så der er altså fire farlige spidser. Hvis man stikker sig på disse, kan man forvente en smerte ca. dobbelt styrke af et hvepsestik, og det kan vare længe, før du ikke længere kan mærke det. Du kan f.eks. en måned senere måske stadig mærke lidt summen der hvor du blev stukket.
Hvis du bliver stukket
Varme nedbryder giften effektivt
Skulle du blive stukket, så hold stikkestedet under så varmt vand, som muligt. Det skal ikke koge, men så varmt som du kan klare det. En kop kaffe, te eller suppe virker også - varmen ødelægger nogle af de giftstoffer som du er påført og stikket vil mildnes gevaldigt. Det er ikke alle der anbefaler at søge læge med det samme. Jeg er dog af den opfattelse, at det er skønt at være på vej mod lægen, hvis man pludseligt finder ud af, at man er overfølsom og på vej i anafylaktisk chok. Og selv om du har stukket dig en enkelt gang, kan du stadig være overfølsom - selve overfølsomheden danner kroppen netop, når den har været stukket en gang....Nu er jeg ikke læge, så vil ikke komme dybere ind på det - sørg for ikke at stikke dig, så har du ingen problemer, andet end at finde ud af, hvordan du vil tilberede denne velsmagende havets hugorm.
Sådan fanger du fjæsing
Fjæsingerne kommer som sagt helt ind til land langs landets østkyst om sommeren, og det er her, de er lette at fange for molefiskeren. Du kan fange dem på mange forskellige måder og herunder er nævnt nogle af dem.
Generelt
Som agn kan du bruge mange forskellige ting:
- sildestykker
- sandorm
- hornfiskestykker
- makrel
... fjæsingen hopper på mange ting. Jeg har god erfaring med sildefileter fra supermarkedet.
Bundsnøre
Dette er nok den simpleste metode til at fange fjæsing. Brug et ganske almindeligt fladfiskeforfang og fisk på østkysten - f.eks. nær Frederikshavn, Sæby osv. - om sommeren. Så skal du nok få en fjæsing på krogen. Du genkender den straks på det gulbrune skind, når du trækker den op.
Flåd
En anden sjov metode til at fange fjæsing er med flåd. Du kan benytte et glideflåd, for at komme længere mod bunden, men ellers er et almindeligt flåd udmærket - fisk blot lidt dybt f.eks. en stanlængdes dybde. Alternativt kan du bruge et bombardaflåd og spinne lidt ind engang imellem - det kan være et giftigt våben til fjæsingerne, som elsker når byttet bevæger sig.
Blink
Ja, du kan rent faktisk fange fjæsing med blink. Sæt gerne en lidt stor enkeltkrog på, for lettere at få krogen ud senere. Spin ind på en livlig måde, men fisk gerne lidt dybt, så du kommer ned i nærheden af bunden hvor de oftest ligger på lur.
Makrelforfang og sildeforfang
Du kan sagtens fange fjæsing på begge disse forfang - så kan du også få flere på ad gangen. Jeg har ikke selv benyttet disse for målrettet at gå efter fjæsing, da jeg kunne forestille mig lidt bøvlet linekludder - men fjæsingerne er lige glade - de tager forfanget.
Sådan håndterer du en fanget fjæsing
Når du har en fjæsing på krogen er det med at være forsigtig, men der er flere metoder til at tæmme havhurgormen.
Sådan kan du holde en fjæsing uden at blive stukket
Hvis du stikker tommentotten ind i munden på fisken, således at din tommel ligger mod fiskens tunge, og resten af din hånd er neden under fiskens hage. Hvis ikke du har gokket fisken inden dit håndgreb, kan dette gøres nu, mens du holder godt fast. Er du lidt utryg ved at holde den med hænderne, kan du med en lang tang stikke det ene næb ind i munden og det andet næb ude på kinden/gællelåget - så har man også godt fat.
Redskaber til håndtering af fjæsing
- vådt håndklæde
- saks
- griltang el. lign.
- fjæsingtang
- kniv
Få fisken op på land og brug eventuelt et vådt håndklæde til at tæmme den, så den ikke spræller så meget.
Hvis du lige får hovedet ud fra håndklædet, kan du slå den i hovedet med en kæp eller, som jeg, sætte en kniv gennem hovedet - så ryger det i hvert fald ingen steder, og man kan forsigtigt fjerne krogen.
Når du skal have krogen ud af hovedet på fisken, kan du med fordel klippe hovedet igennem på langs - pas på... hovedet er stadig farligt.
Når krogen er af, smides hovedet i vandet, hvor det hurtigt spises af krabber o.a..
Klargøring og rensning af fjæsingen
Den uden sammenligning smarteste måde at fikse en fjæsing på, har jeg lært af en fiskemakker. Mange fiskere vil filetere fisken, men denne metode beholder det store midterste ben i fisken, og sørger for, at den bevarer saft og kraft under tilberedning.... Ham der fandt på denne metode, skulle have en medalje. I videoen herunder spræller fisken voldsomt, og er tilsyneladende ikke aflivet ordentligt før flåningen, hvilket jeg ikke bemærkede under filmningen. Enhver fisk bør selvfølgelig aflives ordentligt før man begynder at skære i den.
Se her hvor let det er:
Tilberedning
Fjæsing smager som nævnt pragtfuldt og i mange lande betaler folk dyre penge for at spise dem, selvom vi i Danmark stort set kan fange dem vi gider på en tidlig morgen eller aften.
Når du har den hovedløse fisk, klipper du finnerne af maven og ryggen og af med halen. Skrab skæl af med en skarp kniv, og fisken er klar (mange fileterer i øvrigt fisken, men jeg foretrækker at tilberede fisk såvel som kød på ben for bedste smag og saft. Klip det lille stykke mave op, og tag forsigtigt rognsækken ud, hvis du vil spise disse - en delikatesse - især røget.
Du kan sikkert tilberede fisken efter din yndlingsopskrift, men de er yderst velegnede til rygning. Vendt i mel og stegt i smør er heller ej at foragte - min favorit er røget.