Tre ting du kan gøre med silderogn
Når silden kommer til os her i det tidlige forår, så er de smækfyldte med rogn - i hvert fald for hunnernes vedkommende. Man kan let score op mod et kilo rogn fra 100 sild. Selve rognen er meget små - på størrelse med torskerogn - og de minder da også om torskerogn i smag og konsistens. Det er næsten en skam blot at smide alle disse rogn ud .... hvis du kan lide torskerogn, tror jeg meget på, at du kan lide disse smørstegte. Kan du lide stenbiderrogn tror jeg måske også du kan lide den version i silderogn - tjek her hvad du f.eks. kan gøre for at få noget ud af denne ekstra godbid i stedet for at smide ud.
Her er tre ting du kan bruge silderogn til
Ryg dem
Min favorit er at ryge de hele rognsække. Når du renser fiskene, så skær tæt op langs bugen - så kan du undgå at punktere rognsækkene - ellers betyder det heller ikke noget - de ser bare så pæne ud hele.
1: Start med at dække rognsække med salt en times tid. Det gør dem en smule mere faste, så de er lettere at arbejde med.
2: Skyl rogn for salt under vand og tør dem grundigt. Det kan gøres på en rist i ovnen på meget svag varme. Ellers kan de sagtens lufttørre ude på denne årstid.
3: Når rognsække er "fingertørre" - altså de føles tørre, når du mærker med en finger, så er de klar til rygning.
Sådan kan du ryge dem
En varmrøgeovn er utrolig simpel. Nogle gør det selvfølgelig til en videnskab, men meget mindre kan sagtens gøre det - og det smager som regel super - også selvom resultatet ikke blev perfekt første gang.
Det eneste vigtige krav er, at rognsækkene her udsættes for røg af bøgesmuld i en times tid eller to - smag dig frem. Din rygeovn kan være en trækasse, en gryde eller en grill. Bare læg rognsække på en rist. Temperaturen skal holdes lidt nede på noget som minder om 50grader. Jeg gør det i min kuglegrill - jeg har godt nok lavet en olietønde for at have plads til at hænge hele hornfisk, men en almindelig kuglegrill gør det sagtens. Tænd ild i et par kul og placer dem i den modsatte side, at hvor dine rogn skal ligge. Når der er godt gang i kullene kvæles de med rygesmuld og låget lægges på grillen. Hvis det stopper med at ryge, er kullene sikkert brændt igennem rygesmuld, og der skal påfyldes smuld. Når der er gang i smulden kan kul evt. fjernes - det kommer lidt an på temperaturen... om vinteren kan et kul f.eks. være nødvendigt for at varmryge.
Men reglen her er altså simpel: Udsæt rognene for røg fra rygesmuld i en time eller to - så skal det nok blive lækkert.
Servér rognene med creme fraiche og hakkede løg - det smager super sammen. Ristet brød under er ingen skade til.
Smørstegte
En anden favorit er smørstegte rogn. Vend dem i rugmel og steg dem i smør. Jo længere tid du steger dem jo mere tøre bliver de. Prøv at smage dem, hvor de stadig er bløde indeni. Spis dem f.eks. på en rugbrød - og måske med lidt remoulade og citronsaft.
Som stenbiderrogn
Du kan også lave silderognene som stenbiderrogn. Tag de hele rognsække i en stor skål. Fyld op med rigeligt vand og pisk med et piskeris - gerne lidt kraftigt så hinderne sidder fast på piskeriset - tøm det og fortsæt til du har fine rogn liggende på bunden. Skift gerne vand undervejs. Filtrer rognene gennem en si for at få de sidste hinder fjernet. Læg rogn i et dørslag nogle timer - put rogn i en skål og rør lidt salt ved. Nu er rognene klare til brug. Også disse er lækre f.eks. på en ristet franskbrød eller blinis med lidt creme fraiche og hakket løg.
En ekstra ting, man kan gøre, er at lave en postej. Bland rogn med lidt lidt æg, mel, smør, fløde og krydderier - bag den i ovnen og steg derefter skiverne på panden.
God appetit og god sildefangst derude! - knæk og bræk for fulde huse ;)
Tak fordi du læser med :)
Mvh.
Michael